Et helt særligt symønster er på vej
Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, så ved du det allerede. Hvis ikke, får du det at vide nu: Der udkommer meget snart et helt nyt limited edition symønster!
Der har været lidt stille fra vores side på det seneste og det skyldes blandt andet, at vi har brugt alt vores energi på at få dette symønster klar. Vi har lavet et helt særligt mønster som kun kan erhverves fra 28 november. De har vi gjort fordi vi ønsker at støtte op om kræftens bekæmpelse og donere til det arbejde de laver for kræftsyge og deres pårørende.
Limited edition vil sige at det kun vil være til salg fra d. 28 november 2023 og frem til nytårsaften d. 31 december 2023. Derefter vil det ikke kunne købes igen! Det er altså et helt nyt symønster som er designet specielt til denne begivenhed.
Mønsteret kommer til at hedde The Ribbon Blouse og referer til de små sløjfer man kan bære på brystet for at vise sin støtte til dem med eller påvirket af kræft i deres liv.
Hver tredje dansker får konstateret kræft i løbet af deres liv. Det vil sige vi alle kommer til at kende en eller flere i løbet af vores liv, som rammes af denne sygdom. Det seneste år, har jeg helt tæt på set hvad kræft kan betyde, da en af mine kære og dennes familie blev ramt - men jeg har også set den positive effekt af hvad Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde betyder for sådan et forløb.
Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for dem som påvirkes af sygdommen, uanset om det er den syge eller den pårørende jeg kan hjælpe. Jeg har set hvordan denne sygdom påvirker en almindelig familie i Danmark og hvor meget de har lidt under dens store konsekvenser, så hvordan ser det så ikke ud i resten af verden?
Kræftens Bekæmpelse kan hjælpe både den syge og de påvirkede uanset om de er børn eller voksne. Derfor donerer vi til dem. Og jeg vil gerne være med til at gøre så endnu flere over hele verden kan få den hjælp de behøver når deres verden ændres af kræftsygdom.
Alt det, håber jeg at symboliserer gennem den lille sløjfe på blusen og gennem dens navn. Det er et stort ønske, det ved jeg, men jeg tror på det kan lade sig gøre. Og i denne juletid er det vist okay at ønske og drømme - ikke?
Der kommer ingen black friday eller julekalender fra os i år. I stedet kommer dette juleønske. Og bare rolig, vi vil selvfølgelig gennem hele december dele inspiration til hvordan dette mønster kan bruges, styles og hackes. Det er et mønster med utrolig meget potentiale!
Jeg kan allerede nu løfte sløret for, at det bliver første mønster i jersey nogensinde fra How To Do Fashion, og jeg synes vi har knækket koden til at lave en simpel, behagelig og klassisk bluse, men med HTDF ånd og magi ind over. Jeg glæder mig til at I skal se – og sy - den!
Der er ikke så meget mere at sige end at I må holde øje med nyhedsbrevet og instagram!
Mange kærlige juleønske-hilsner fra
Nanna