Garderoberejsen 2023

 

I december måned præsenterede vi jer for vores Garderobe Alter Ego-system med de 4 kvindetyper. Man kunne også kalde dem arketyper for de beskriver hver især en fortælling, værdier og et mindset omkring vores garderobeidentitet.

Vores stil er jo mere kompleks end som så og er svær at putte ned i kasser. Man kan sagtens være flydende og være mest det ene og lidt mindre det andet. Men jeg tror, vi alle har en kærne som er mest det ene eller andet og der som de fleste valg udspringer fra.

Selv bevæger jeg mig mellem to af disse typer rent følelsesmæssigt, nemlig Playful Elegance og Sensual Classic. Dog har jeg en tendens til at tage valg som ligger I tredje alter ego, Casual chic, fordi jeg har nogle personlige stilikoner som jeg ser meget op til og som har denne stil. Det vil sige, at mange valg jeg tager, ikke er taget ud fra mit indre liv, men ud fra en påvirkning udefra. Det er her problemet opstår. For den stil holder ikke I længden på mig, og jeg vil gerne sy en garderobe som jeg kan bruge mange, mange år. Men jeg passer ikke ned i Casual chic følelsesmæssigt, så når jeg tager dette tøj på, føler jeg mig forkert og ikke tilpas. Jeg har en masse tøj der passer i kategorien Casual chic, fordi jeg syr efter en ydre påvirkning, og det er jo her jeg må lære af min egen lektie.

For på bedste måde at kunne beskrive for dig hvad det her med flydende Alter Egos betyder, og de valg vi tager ud fra vores ydre påvirkninger, har jeg lavet en graf.

Min stil er primært Playful Elegance men jeg har også noget Sensual Classic i mig. Der hvor jeg tager noget fra Sensual Classic er i det sensuelle og jeg elsker de klassiske snit og silluetter, men for at det skal føles som mig, skal det være med et Playful Elegance tvist. Personligt føler jeg mig hurtigt damet, hvis jeg har et rent Sensual Classic outfit på, og kan komme til at se ældre ud end jeg er. Så selvom jeg elsker det klassiske og rene, kalder mit indre mere på, at det skal være sjovt, legende og eksperimenterende og det er derfor jeg er en Playful Elegance.

Der hvor jeg har min største faldgrube er, at jeg stilmæssigt er tiltrukket af nogle kvinder som behersker Casual Chic til perfektion. Jeg ser mig ofte sy ting som ville hylde denne alter ego, Casual Chic – problemet er bare at jeg følelsesmæssigt ikke passer her. Når jeg tager det på, føles det alt for “dovent” og jeg mangler alle de detaljer som gør mig til mig og gør at jeg føler mig hjemme I et outfit. Men at jeg tit får syet noget, fordi jeg er inspireret af Casual Chic, det gør at jeg har ting i min garderobe, som jeg gang på gang tager på, men noget virker ikke for mig og det kræver meget arbejde i stylingen for at jeg kan trække den over mod mit alter ego, Playful Elegance, hvor jeg føler mig hjemme.

Det man skal huske på er, at dette Garderobe Alter Ego-system er bundet op på vores førelser; hvad vil du gerne føle når du klæder dig på, uden at skulle tænke på hvad andre skulle tænke om dig? Stil dig selv det spørgsmål, mærk efter I maven – og så er du på rette vej.

Jeg er af den klare overbevisning, at når vi begynder at tænke på, hvad andre tænker om os, så bliver vores alter ego meget mudret. Vi begynder at famle og tage valg for langt væk fra vores kærne. Vi lader os nemlig påvirke af noget udefra.

Det at klæde sig på og finde sin stil, sin kerne og sit alter ego, det kræver mod! Mod til at se indad og tage egoistiske valg – for vi skal klæde os på for os selv og kun for os selv. Gør vi det så vil vi automatisk gøre verden til en smukkere og mere interessant sted.

Jeg har taget tyren ved hornene og vil her i januar gennemgå min garderobe. Hvad opfylder min drøm om min garderobe og hvad jeg vil have på? Hvad klæder mig? Hvad har jeg syet for mig selv og hvad har jeg syet med en ydre påvirkning?

Jeg har valgt at gøre det på den måde, at jeg skal bruge så meget som muligt i min garderobe gennem hele januar - også på hjemme arbejdsdage. Jeg skal prøve at style de ting jeg ikke bruger så meget på helt nye måder, så jeg kan se om de kan passe I min kerne af Playful Elegance eller om jeg måske er blevet grebet af en stemning da jeg syede det. Jeg må ikke gå i de samme outfits to gange; jeg skal prøve nye kombinationer I stedet. Jeg har det nemlig med at have nogle faste outfits, som jeg ved virker og så ikke bruge alt det andet skønne tøj. Jeg skal bruge min kreativitet og finde veje. Hver dag tager jeg så et billede af det jeg har på for at synliggøre for mig selv hvad der fungerer. Jeg tror på, at jeg gennem denne proces må “kill some darlings” og få et overblik over min garderobe på en helt ny måde.

Så vil jeg i fremtiden prøve at holde mig til mit eget dogme og kun sy tøj der ligger i mit alter ego så jeg ikke får de der stykker tøj, som jeg aldrig bruger. Jeg vil have tøj der skaber den følelse jeg gerne vil have når jeg har mit tøj på.

Du kan følge med over på Instagram hvor jeg poster et billede hver dag i min story af mit outfit. Jeg starter her i januar med at gennemgå hele min garderobe, men det stopper jo ikke her. Senere vil jeg analysere på, hvad jeg er kommet frem til her i januar – og så kunne jeg godt tænke mig at lave en liste over hvad min garderobe så mangler og hvad jeg skal sy. Jeg håber dette giver meget mere inspiration til dig og du måske også vil være med.

Med venlig hilsen Nanna