Personlig fortælling del 2: Min kropsrejse


Kære dig,

I sidste uge skrev jeg lidt om mine tanker det seneste år, det at blive ældre og planer og mål omkring både mit privatliv men også HTDF (Læs her). I dag vil jeg tale om noget meget mere privat – Min krop.

Det er faktisk min krop og alle de tanker jeg har gjort mig om den igennem de sidste 20, måske 25 år, der har gjort at jeg i sin tid startede HTDF.

 

Jeg er 162 cm høj og i skrivende stund har et hoftemål på 116 cm og mine bryster er store og fyldige. De mål og tal er ikke noget nyt for mig, for når man syr så kender man altid sine aktuelle kropsmål og for at få tøj der passer til sin egen krop skal man bare have respekt for sine mål og arbejde omkring dem. Jeg har vejet 20 kg mindre end jeg gør nu og jeg har også vejet lidt mere og uanset hvilke vægt og hvilke mål jeg haft, så lå mit fokus på, at jeg gerne ville være tyndere, højere, have mindre bryster og smallere fødder.

 

Jeg har altid sammenlignet mig med dem omkring mig, både på arbejdspladser og med mine veninder. Når man så har arbejdet i modebranchen, som jeg, hvor tynd er lig med pæn og "den rigtige krop" så er grobunden for et dårligt selvbillede lagt, når man ikke passer ind i den kasse.

 

 Jeg har brugt rigtig meget tid på at skamme min krop og det toppede i mine slut tyvere. Så blev jeg gravid. Jeg fik en stofskiftesygdom efter jeg havde født Molly, som gjorde at jeg tabte mig helt vildt – jeg blev tynd, sådan som jeg altid gerne ville have set ud, men jeg var faktisk ikke glad i dén krop. Jeg var syg og min krop havde det ikke godt. Lige dér gik det op for mig, at det ikke handler om at være tynd men om at have det godt i sin krop uanset vægt eller kropsmål.

 

Dén lektie blev vigtig for mig. Jeg lærte at være taknemmelig for min sunde og raske krop. Jeg fik nogle mere holdbare forventninger til min krop og hvad den skulle kunne. Og vigtigst af alt, så begyndte jeg at acceptere den, og bare se den som den er. Min krop. Mit hjem. Jeg ville ikke længere passe ned i modebranchens billede af en krop, med tøj der var syet efter standardmål. Jeg ville passe ned i mit eget tøj, der var syet efter mine egne mål og min krop og jeg ville skabe mit eget modebillede.

 

Det blev et vendepunkt for mig. Jeg begyndte at forholde mig meget mere kritisk til den branche jeg arbejdede i, i stedet for at være kritisk mod min krop. Mine tanker om at starte en virksomhed hvor kroppen var i fokus begyndte at spirer. Det var også her jeg for alvor begyndte at sy mit eget tøj og dele min viden på min daværende blog som hed… Kan du gætte det? How To Do Fashion, selvfølgelig! Hvis du har lyst, er nysgerrig eller måske har været med så længe, at de vil se et lille flashback, så kan du se den her 

 

Det som var min overordnet vision, var at få kvinder til at føle sig bedre tilpas i den krop de har, uanset mål og størrelse - Jeg var meget optaget af at det ikke var kvinden der skulle passe til tøjet, men tøjet der skulle passe til kvinden – og det er faktisk noget der ikke har ændret sig og nok aldrig kommer til at ændre sig. På grund af min egen historie og kampen med min egen krop, ville dette altid være min vision, min mission og mit værdisæt.

 

Siden jeg holdte min første workshop (sommeren 2013) og udgav mit første mønster (maj 2014) har jeg haft mange kvinder gennem mine hænder og udgivet mange mønstre. Jeg tror og håber, at jeg har gjort en forskel i syverden. Hvis jeg bare har ændret en kvindes selvbillede til det bedre, så er min mission nået.

Som jeg skrev i sidste indlæg i denne serie, min personlige fortælling om vejen til HTDF, så er store, fancy forretningsplaner ikke noget jeg gør det særlig meget i – min mavefornemmelse og mit værdisæt er mit kompas og det er det jeg navigerer efter.

 

Jeg kan jo blive ved med snakke om vigtigheden i at respektere sin krop og sig selv. Det er et emne jeg virkelig brænder for. Her var dog et lille indblik i min egen rejse, mod at blive den som jeg er og hvordan HTDF er blevet det som det er. I næste uge vil jeg tale lidt om fremtiden, det ansvar jeg føler og den glæde der er ved at lave det jeg gør, på godt og på ondt. Men en ting er sikkert; jeg vil stadig i fremtiden stræbe efter, at få kvinder til at føle sig smukke i deres hjemmelavede og smukt tilpassede tøj.

 

Hvis du har læst med hele vejen, er jeg taknemmelig for, at du vil være en del af mit syunivers og investere så meget tid i mig og min virksomhed. Tak. Jeg håber du har mod på at læse med næste gang også.

 

De kærligste hilsner,

Nanna