En lang og luftig nederdel
Når man arbejder så meget med mønstre som jeg gør, så kommer der også hele tiden nye idéer til hvordan jeg kan bruge de gamle mønstre.
No. 5 Århus er et af mine mest populære mønstre. Den er klassisk og god til både hverdag og fest, sommer og vinter. Det er et mønster der har mange muligheder både i sig selv og i kombination med andre mønstre, som vi snakkede om i sidste uge.
Jeg har faktisk ikke mange nederdele i min portfolio af mønstre, men jeg elsker faktisk at gå i nederdel til daglig. Her er No. 5 sørme også god til netop dette. Uden alt for meget hokus pokus, kan No. 5 Århus nemlig blive en meget skøn nederdel.
På billederne her, ser i No. 5 brygget om til en nederdel - dog en længere version end kjolen og uden sømmer for og bag.
Denne er syet op i en magenta farvet silke, som har det smukkeste sus og fald, som gør den perfekt til de varme sommerdage, til både hverdag og fest.