En revolution med nål og tråd

“For mig, er det at skabe essentielt for min livskvalitet og jeg elsker at klæde mig på og føle mig godt tilpas i mit tøj. Det er netop denne tanke og drøm jeg har skabt min virksomhed på og det er også den følelse jeg vil give videre til andre kvinder ved at lære dem at sy.”
- Sådan sagde jeg til mit første møde hos Gyldendal, da vi snakkede om mulighederne ved at skrive en bog.

For lidt over et år siden, blev jeg kontaktet af Gyldendal, som spurgte om jeg kunne være interesseret i at skrive en bog. Jeg havde egentlig altid sagt, at jeg aldrig ville skrive en bog, når mine kursister spurgte mig. Men det her var lidt anderledes. Der var jo nogen der havde fundet mig, holdt øje med mig og ud fra hvad de havde set, tilbød de, at hjælpe mig med at formidle alt dét i en bog. Det var ikke bare endnu en af mine mange idéer. Der var en, som havde set på mit arbejdet og synes det var godt nok til, at mange andre skulle have glæde af det. Det betød meget for mig at mit arbejde blev anerkendt på den måde.

Men, jeg ville stadig ikke skrive en bog om syningen for enhver pris. For mig er syning nemlig meget mere end tøj. Det er også følelser, tanker og værdier. Og den del af syning ville jeg have med, hvis jeg skulle skrive en bog.
Så vi snakkede frem og tilbage og da idéen med at skrive en bog om at sy sine egne trusser kom frem vidste jeg, at det ville give mig mulighed for at sætte ord på alle mine tanker om krop, køn og de følelser vi får når vi syr vores eget tøj. Det skulle være en bog om at være kvinde i dag og det skulle være en revolution med nål og tråd.

Og sådan kom kontrakten i hus, i marts 2023. En bog om trusser der skulle udgives året efter, i 2024. Det skulle nok gå tænkte jeg. Og det skulle det selvfølgelig, i ånden. Men vejen hertil, har ikke været nem. Så jeg vil gerne dele min oplevelse og vejen hertil med dig, i denne “lille” blogpost. Jeg håber nemlig, at du ser meget mere end bare en bog, når du står med SY TRUSSER i hånden. Jeg håber også du ser alle de tanker og værdier som ligger bag. For syning er så meget mere end tøj.

Computerskriveri, kaffe og naive forventninger

Så skulle jeg faktisk bare i gang med at skrive. Det satte lidt følelser i gang inde i mig, for jeg har altid haft mange ord på hjertet, men har aldrig følt mig god til at skrive og stave. Jeg huskede mig selv på, at jeg ikke var alene i processen og at der ville være nogen, som ville opdage eventuelle stavefejl.

Overraskende nok, var denne del af processen den “nemme “ del for mig. Men jeg har fundet ud af at der er meget mere i det end bare at skrive. Jeg fik skrevet de første par ord i et word-dokument og så var jeg ellers i gang med at skrive en bog. Det er denne del man forstiller sig, når man siger man skal skrive en bog: Mange timer foran en computer hvor man skriver, mange kopper kaffe og mange tanker, som man skal sorterer og prioriterer i. Men jeg vidste egentlig godt, hvad mit budskab skulle være - det samme budskab jeg har kæmpet de sidste 10 år på at fortælle igennem How to do Fashion - så jeg synes egentligt, at det gik fint, i et godt tempo. Jeg skulle nok blive klar til deadline i oktober 2023.

Åh, når jeg ser tilbage, ville jeg ønske jeg kunne fortælle forår 2023-Nanna hvad hun skulle forberede sig på. Jeg ville fortælle hende, at hendes naive forventninger om hyggelige timer foran computeren med lækker kaffe, ikke kunne være længere fra virkeligheden. Jeg ville ønske jeg havde kendt mere til processen der kom efter at deadline var nået.

Jeg nåede også selv at være klar inden deadline – men så skulle den jo rettes i. Og det var her, at det blev rigtig, rigtig svært for mig. Det var meget hårdt at blive rettet på, i noget som jeg er “eksperten” i. Forstå mig ret; dette er mit felt, det jeg har arbejdet med og uddannet mig til hele mit liv, det jeg er god til. Så når nogen kom og sagde, at jeg skulle skrive en sy vejledning anderledes end jeg plejede, tog det hårdt på min selvtillid.

Nedriv for at kunne genopbygge
Når jeg skriver det sådan: det tog hårdt på min selvtillid, at blive rettet på og korrigeret i noget jeg så mig selv som værende professionel i, så lyder det hele ret simpelt. Det var jo sådan det var. Men det var meget mere end det. Jeg måtte se gamle traumer i øjnene, arbejde med mig selv på en måde, jeg aldrig har gjort før. Jeg måtte se mig selv i øjnene og søge hjælp. Jeg har måtte nedrive en masse ting, for at kunne genopbygge mig selv, som en bedre version. Og jeg synes også, at jeg står stærkere på den anden side, men puha, hvor var det hårdt mens det hele stod på. Jeg blev presset som jeg aldrig er blevet presset før, jeg blev skubbet ud over en grænse, jeg aldrig har været ude over før og dér hang jeg i fingerspidserne; lige ved at give op.

Hvad der var den originale deadline i oktober blev overskredet gang på gang. Faktisk blev den færdige bog først afleveret i december lige op til juleferie. Der var hele tiden noget der kunne forbedres, hele tiden et eller andet der kunne rettes og finpudset – og selvfølgelig skulle det det, så det i dag er den bedste udgave der kommer ud til jer. Men da jeg var i processen, føltes det så dehumaniserende og nedrivende. Jeg kunne næsten ikke genkende mig selv. Samtidig var jeg begyndt at kæmpe en kamp for at få den forside jeg drømte om. At designe en forside er ikke en dans på roser kan jeg fortælle jer. Mit nervesystem var på overarbejde og jeg havde mange, mange søvnløse nætter hvor jeg spekulerede på hvordan det her mon ville gå. Jeg har lagt så meget af mig selv i den her proces og min familie og fantastiske team, som har stået mig bi i en periode hvor jeg ikke har været den nemmeste at omgås, er nok dem som har lidt allermest i denne periode. For verden kørte videre, selvom jeg skrev en bog. Familielivet skulle passes og samtidig havde jeg min virksomhed HTDF, hvor jeg stadig underviste sy-hold og lavede sy-mønstre.

Jeg kan godt se, at det faktisk ikke lyder så positivt, men tro mig, det er det! For jeg ville ikke være den nye viden om mig selv foruden. Jeg har lært mig selv at kende på en hel anden måde, jeg har fået en hel anden opfattelse af, hvem jeg er og hvad jeg kan. Her på den anden side, føles det, som noget af det vigtigste jeg har gjort. Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan alt og er pissesej – hvis jeg selv skal sige det.

Den (bitter)søde ventetid
Da jeg skrev under på kontrakten sidste år, anede jeg ikke hvad jeg kunne forvente, men allerede nu har denne bog givet mig meget mere end jeg turde håbe på, og den er ikke en gang udgivet endnu. Jeg har lært mig selv, min kerne, at kende på en meget mere nuanceret måde. At skrive en bog er ikke for sarte sjæle, bestemt ikke! Men jeg er SÅ stolt når jeg står med bogen i hånden og bladrer igennem mine egne ord. Denne bog er selvfølgelig en sy-bog, men den er også SÅ meget mere end det. For mig er den et symbol på den evige udvikling vi gennemgår som kvinder og den accept og kærlighed vi skylder at give os selv.

I skrivende stund, er der 14 dage til bogen udkommer. Og jeg er glad, nervøs og spændt på samme tid. På mange måder, er det eneste jeg kan sammenligne at skrive denne bog med, at være gravid for første gang. Når du er højgravid og kan føde hvornår det skulle være: Du ved godt at du skal have en baby og du har også en idé om hvad det vil sige at være mor og du forbereder dig så godt du kan. Men når baby så kommer, så ved du faktisk ingenting og famler i blinde. Men du gør dit bedste - sådan tror jeg også den kommende tid med bogen kommer til at være. Både nu hvor presse omkring bogen begynder at starte, men også i tiden efter bogens udgivelse.

Det er lidt surrealistisk at det hele snart er slut. Tænkt at et helt år er gået, hvor meget der er sket. Det føles bittersødt; at skulle give afkald på alt det jeg ved hvad er, for lige så snart bogen kommer ud og leve i verden, ved jeg ikke hvad der kommer til at ske. Men jeg er også klar og spændt på, at komme til at høste frugten af mit hårde arbejde det seneste år.

Jeg håber at du vil tage rigtig godt imod SY TRUSSER og vil være en del af min fredsommelige trusserevolution, hvor vi tager vores kroppe tilbage – et par trusser af gangen.

De kærligste hilsner,

Nanna