No. 6 København gennem livet


Selvom, det er mig som tænker, designer og udvikler alle mønstrene, så vil det aldrig stoppe med at føles særligt når I derude gider at sy dem – og ikke nok med at sy dem, men også dele dem med mig på sociale medier. Jeg nyder hver gang jeg får tilsendt et billede af et af mine mønstre, og føler mig meget privilegeret at jeg på den måde kan være vidne til andres liv. 

“No. 6 København har været en redningskrans for mig flere gange gennem mit liv.”  

Mønstrene starter oftest ud med at være en del af min fortælling og udspringer af ting, som sker i mit liv. At I tager mine mønstre og mine historier og gør dem til en del af jeres egen fortælling er noget jeg sætter stor pris på. 

Nedenfor har jeg samlet 3 historier om det samme mønster. Det er No. 6 København, et mønster som betyder noget særligt for mig. At I inviterer dét ind og lader det blive noget særligt for jer og jeres store øjeblikke i livet, er jeg meget taknemmelig og ydmyg omkring.  

 


Som studenterkjole 


Denne smukke kjole har et par år på bagen. Den blev delt tilbage i 2017 – en hjemmesyet studenterkjole. Jeg har ladet mig fortælle at det hvide stof er et gammelt dynebetræk og at det broderede taljestykke er en bordløber, som studenten købte med hjem fra studieturen på Cuba. Jeg elsker hvordan der er syet en historie ind i så særlig en kjole.  
Det fine billede er delt af @r.pold 


 Som brudekjole 


Jeg er helt forelsket i denne smukke, røde brudekjole. Faktisk er den et mix & match, da bærestykke og overdel er fra No. 1 Dragør og skørtet er No. 6 København. Jeg elsker hvordan der er leget med farver, materialer og teksturer og så kan man virkelig se, at Justine føler sig tilpas på sin store dag. Hun har fortalt mig, at hun var i mindst 10 butikker, før hun fandt den perfekte røde farve i den perfekte bløde kvalitet. Yndlingstøj er værd at lede længe efter.  
Denne smukke kjole er syet af @jdedrosiers 


 Som min egen redningskran

 
Jeg lavede mønsteret til mig selv i en periode hvor jeg havde det rigtig svært og der skete mange ting i mit liv. Da jeg fik det bedre, valgte jeg at udgive det som et symønster. 
Efterfølgende fik jeg en depression, og i den periode håndbroderede jeg et smukt bærestykke på kjolen, som på mange måder holdt mig flydende i den svære periode. Så man kan på mange måder sige, at No. 6 København har været en redningskrans for mig flere gange gennem mit liv.  

Nu er jeg et godt og spændende sted i mit liv, og også her er No. 6 København med på min rejse. Her ses en af mine nyeste kreation ud fra No. 6 København mønsteret. Jeg er sikker på, at No. 6 København altid vil følge mig gennem livet og de livsfaser jeg møder fremadrettet.