Med fokus på dig


I Fredags kom jeg med et meget langt blogpost – et blogpost skrevet af Maria. Jeg ved ikke, om du har læst det? Har du ikke, så synes jeg, du skal tage et kig - du finder det her.

Hvorfor synes jeg så det? Det gør jeg, fordi det er noget, der ligger mig meget på sinde. Det bekymrer mig og irriterer mig, at så mange kvinder føler sig forkerte - og har tanker om deres krop, som de ikke burde have.

Jeg tror og mener, at det er et ansvar, som modebranchen må tage på sig; at skabe et billede af en krop, der ikke er realistisk - for 99% af verdens kvinder - at opnå. Men jeg stiller også mig selv det spørgsmål, hvordan jeg kan byde ind, med den rolle jeg har.

Jeg har for mange år siden sagt farvel til modebranchen, og prøver i dag i min virksomhed at omfavne alle de mangfoldige og fantastiske kroppe, der er. Min rolle som snitmønstervirksomhed og ikke mindst underviser er, at skabe et rum og en platform hvor der er plads til alle kroppe, og hvor ingen bliver stemt ude. Store ord - jeg ved det, men det er ikke desto mindre det, der er min mission; at få kvinder til at føle sig bedre med sig selv via det de klæder sig i.

Maria har skrevet sin beretning. Jeg ved, der er mange flere derude - har du en så del den endelig med mig.

No_16__gruppe_cover.jpg

Hvis du har lyst til at starte på en frisk med din garderobe så tag et kik på denne nye workshop