At elske og acceptere den krop du er givet
God formiddag. Hold nu fast - for her kommer der et meget langt indlæg, et indlæg som rummer de tanker og værdier, som HOW TO DO FASHION er udsprunget af.
How To Do Fashion er bygget ud fra drømmen om at få kvinder til at føle sig bedre tilpas med sig selv og deres egen krop. Noget af det jeg mener, er en undervisers vigtigste rolle – er at give dig modet til at tro på at du er smuk, som du er. Det er aldrig dig og din krop, der er noget galt med, men tøjet, der findes ude i butikkerne, som er forkert. Selv er jeg kommet til at elske min krop efter, at jeg har lært den at kende, og det har jeg gjort gennem det, at sy til mig selv. Jeg oplever, at det er en generel tendens, når man ser på sin krop ud fra dens præmisser - og ikke ud fra et modeperspektiv. Jeg elsker at se kvinder vokse i sig selv, fordi de oplever, at deres krop ikke er problemet, men at det er branchens standardiseringer af kroppen, den er gal med.
Derfor skal I møde Maria som jeg kort introducerede her. Maria startede til syning for over to år siden, og har været gennem en fantastisk proces. Ikke kun med sin syning - men også med hvilke øjne, hun i dag ser sit eget spejlbillede. Jeg har fået Maria til at sætte ord på sine tanker, som mange sikkert kan genkende.
Marias historie
Hvem af os kvinder kender ikke situationen - at prøve drømmekjolen - i den officielt korrekte størrelse - men både se og mærke, at den sidder helt forkert - på alle tænkelige måder. Min helt personlige fysiske præmis er, at jeg fra naturens hånd er gavmildt udstyret med en krop, der fylder i landskabet. Hvis jeg havde haft drømme om at blive garder, så havde jeg været høj nok til at søge ind… som herre! Jeg har kurver og sving i rigt mål - et frodigt, feminint landskab. Det har jeg det faktisk helt fint med. Ja, jeg er faktisk nået til et sted, hvor jeg holder af min krop med dens unikke mål og former. Mere om det senere.
Selv at bestemme sit eget, personlige udtryk burde efter min mening være en menneskeret. Og det mener jeg faktisk temmelig fundamentalistisk. Vores personlige udtryk er det første vi møder omverden med. Det har stor betydning for, hvordan andre mennesker opfatter os. Så det siger sig selv, at det er afgørende, at vores personlige udtryk stemmer overens med hvem vi er inden i indpakningen. Nu er det jo bare de færreste af os, der frit selv kan vælge på alle hylder, når det eksempelvis gælder beklædning. Gudskelov er vi alle sammen forskellige - med forskellige kroppe i højde og drøjde, farver og faconer.
Men jeg har oplevet, hvor meget jeg har skulle kæmpe for, selv at kunne bestemme mit personlige udtryk gennem mit tøj. For faktum er, at hvis man bruger over størrelse 44, så er udvalget af tøj virkelig begrænset, både når det gælder stil, pasform og kvalitet. Jeg var tvunget til at klæde mig i noget, som aldrig rigtig var, som jeg egentlig gerne ville have det. De som kender mig ved, at jeg er forfængelig... ja, decideret påfugle-pyntesyg.
Lad mig afsløre en stor hemmelighed… lysten til at pynte sig og gå klædt i smukt tøj, der sidder rigtigt og fremhæver kroppens “bedste sider”, forsvinder ikke proportionelt med hvert kilo over størrelse 44! Men mulighederne gør.
Dette gælder ikke kun kvinder med former, der er større end gennemsnittet. Nej, det gælder alle, der af en hvilken som helst grund ikke passer ind i et standardiseret størrelsesskema.
Nuvel, personligt var jeg blevet godt og grundigt træt helt ind i sjælen, over aldrig at kunne klæde mig præcis, som jeg havde lyst til. Træt og tunghjertet over ikke at kunne lade min personlighed skinne igennem min beklædning. Så jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne skaffe det tøj, jeg allerhelst ville gå i - ja, så måtte jeg jo lave det selv! Næste problem var så, at jeg ikke engang kunne tænde min symaskine. Med andre ord var der temmelig langt til noget, der kunne minde bare en smule om beklædning.
Lysten til at lære at sy og skabe mit helt eget tøj havde faktisk boet i mig siden jeg var barn. Men efter et par mislykkedes forsøg, der eksempelvis endte med, at jeg aldrig fik mit symaskine-kørekort, da alle andre i min folkeskoleklasse måtte sy knaldsmarte sweatshirts i pastel og neonfarver efter eget valg, ja, så mente min lærer (som i mit hoved, aldrig hed andet end Lorte-Lis), at jeg kun måtte sy en stor, grim frø i noget grimt reststof, hun alligevel skulle smide ud.
Så det var jo ikke ligefrem, fordi jeg havde rygsækken fyldt med strålende sy-kompetencer eller en blændende tro på mine egne evner. Desuden springer jeg hermed ud af skabet som ”Kvinden, der hader at lære nye ting”. Jeg bryder mig i grunden slet ikke om at være nybegynder, og skulle gennem alle de fejl, der jo hører med, når man tilegner sig nye evner. Ja, faktisk så ville jeg allerhelst være verdensmester til alt, inden jeg begyndte. Meeen sådan hænger verden jo ikke sammen. Så hvis jeg virkelig ville være tro mod mit ønske om, selv at vælge mit eget personlige udtryk, ja, så måtte jeg jo hoppe ud i den dybe ende af bassinet.
Efter mailkorrespondance med Nanna, hvor jeg virkelig understregede, at jeg ingen forudsætninger havde - overhovedet! - skrev Nanna, at så længe jeg kunne træde pedalen ned - og var lidt tålmodig, så havde jeg forudsætningerne for at gå til syning hos hende.
Alligevel var det forbundet med nervøsitet at starte. For ikke alene skulle jeg jo starte helt fra bunden sammen med nye mennesker, der var langt mere erfarne end mig, jeg medbragte jo også en krop, som ikke ligefrem repræsenterede hverken standardmål eller skønhedsidealer.
Så jeg følte mig faktisk lidt blottet og sårbar i rollen som ”hende uden sy-kørekort - med de anormale kropsmål.”
”Stil-og beklædningspolitiet findes faktisk slet ikke.
Det eneste sted de har reel magt, er oppe i dit eget hoved!”
Jeg fandt dog lynhurtigt ud af, at den rolle sådan set kun eksisterede i mit eget hoved. Ja, tværtimod blev jeg mødt med varm og venlig imødekommenhed og interesse. Der var en hyggelig stemning og vidt forskellige kvinder, der var samlet om noget de tydeligvis passioneret holdt af at lave - nemlig at sy!
I starten, når jeg så på de projekter, mine nyfundne sy-søstre havde gang i, så tænkte jeg for mig selv: ”Det her lærer jeg aldrig!”. Men alle var så søde og opbakkende, og jeg må dælme sige, at Nanna var virkelig pædagogisk - og udstyret med en engels tålmodighed, og det er hun sådan set stadig!
Mit fokus skiftede lidt efter lidt, fra alt det jeg ikke kunne, til alt det jeg gerne ville. For i mit hoved havde jeg jo gemt alt det tøj, jeg ikke kunne opdrive i butikkerne. Så det var ikke ligefrem syprojekter, der manglede. Desuden var det meget inspirerende at følge med i mine sy-søstres projekter, man bliver smittet af hinandens skabertrang. Med stor risiko for at lyde ”Halleluja-ramt” så bliver jeg faktisk stadig rørt over, hvor stor omsorg og oprigtigt engagement alle mødte hinanden med. Det er svært ikke at blive lidt mere modig med så meget god energi i ryggen. Alligevel tænkte jeg, at Nanna nok var blevet tosset, da hun med beslutsomhed i stemmen sagde, at hun synes jeg skulle lave noget, der fremhævede min krops flotte former… en pencilskirt. Jeg havde for længe siden modvilligt måtte acceptere, at den slags snit ikke klædte mig. Nej, jeg skulle have noget, der gik ud fra hoften, og sådan var det! Nu er det så bare sådan, for de læsere der ikke kender Nanna, at hun er udstyret med en honninggrævlings stædighed. Så efter mange diskussioner om snittet på min nye nederdel fandt jeg ud af, at det faktisk var en langt mere kollektiv beslutning, som faktisk allerede var taget. Alle andre end mig var tilsyneladende helt enige om, at min nye nederdel skulle sidde til - bum! Faktisk syede jeg den egentlig mest for at få fred, for igen at kunne vende tilbage til ”noget med vidde - og måske et Wienerlæg”. Jesus, Maria og Josef - jeg skulle snart blive klogere...
